J70’eren Kontor Syd vandt sit løb og blev nummer 3 overalt til Als rundt.
- Stort tillykke til J70-besætningen, der bestod af skipper Johnny Jensen, Søren Brask, Bo Andersen, Louise Clausen og Bertil Busch.
Vanen tro løb Als Rundt kapsejladsen af stablen den anden lørdag i juni, arrangeret af Sønderborg Yacht Club.
Skipper Johnny Jensen stillede til start i sin j70’er i et felt på cirka 40 både, hvoraf 26 i
år skulle kæmpe i DH-løbet. Et felt der blandt andet talte Torsten Bastiansens X-41’er Sydbank, X99’eren Rosa-lux med skipper Rasmus Lamberts, samt BB10-meteren Kryss/Hancock med skipper Søren Koitzsch. Sidstnævnte skulle senere vise sig at sejle fra alt og alle på det afsluttende krydsben fra Pøls rev til Sønderborg i hård luft, og dermed tage den samlede overalt sejr.
Den tidligere overaltvinder Henning Olsen i sin Ylva, måtte således se sig henvist til andenpladsen overalt.
Båden
“Om J70’eren fortæller Johnny, at han tror på, at den er fremtiden. Den er simpel at sejle, transportere, rigge til og så videre, forklarer han, hvilket er det, som folk vil have i dag. Johnny har da også haft båden i et par år efterhånden, da han tidligt så, at J70’eren vil blive den dominerende klasse fremover. På trods af at båden er simpel at sejle i nogen henseender, så er den faktisk svær at få til at sejle hurtigt - den er svær at føle på roret, så den skal sejles på viden og erfaringer, mener sejleren. Det bliver aldrig en Starbåd eller X99’er pointerer han med et glimt i øjet.”
Ret unikt skulle der i år sejles styrbord rundt forklarer Johnny Jensen, hvilket gav medvindssejlads ned langs østkysten. Her galt det om at finde ud af, hvornår det kunne betale sig at gå højt for at plane, og hvornår det var bedre at gå dybt med vinden i stedet. Med nogle gode slag i Als- sund og fjord havde J70-holdet sat to J80’ere i deres løb, samt fået en lille føring over CB66’eren Caboom.
Sportsbåden fra Bork var imidlertid bedre til at få deres CB’er til at plane, så de fik overhalet Kontor Syd på det lange lænseben, og rundede Pøls rev med en snæver føring. Herefter kom der blæsevejr til et hårdt kryds det sidste stykke til Sønderborg. Da først holdet fik trimmet båden med en anelse slæk på forsejlet gik de rigtigt godt og endte med at sejle 8 min fra CB’eren, der måtte nøjes med andenpladsen i sportsbådsløbet, mens Kontor Syd tog løbssejren og en flot 3. plads i den samlede stilling kun slået af de to velsejlende slanke både.
Træning
“Det bliver nok mest på rutinen, at vi tager stævnerne i år, måtte sønderborgsejleren indrømme til det kritiske spørgsmål. Holdet plejer egentlig med stor succes at deltage i den ugentlige onsdagskapsejlads, men i år har tiden desværre ikke været til det. Til gengæld var de med til træningsstævnet i påsken i KAS, samt til Gundigcup i Vejle i foråret med en lidt anden besætning, hvor det i øvrigt også blev til en flot 3. plads. Så en smule sømil har sønderborgholdet da fået under kølen, inden det går løs til EM i J70’eren til August. Og det er faktisk bedre end ingenting siger styrmanden selvironisk, idet både J80 VM og starbåds VM bliver 100% på rutinen i år.”
I år kan J70-besætningen som så mange andre danske sejlere se frem til J70-EM i KDY med op mod 150 både. Med hensyn til målsætning ved holdet ikke, hvad de kan forvente udover, at det helt sikkert bliver svært. Holdet tager naturligvis også kampen op til Danmarksmesterskabet, som bliver sejlet i Århus til oktober. Heller ikke her vil den beskedne sejler ud med en målsætning, omend han hårdt presset medgiver, at ville blive glad for en top 15, og dermed at få revanche fra DM i tilbage i Horsens 2019. Det bliver spændende at følge med i J70-holdets sejlads resten af sæsonen, og mon ikke det lykkes at trække på rutinen, når det gælder, for skipper Johnny Jensen og co. Et hold, der efter sigende har på den helt gode side af 100 års kapsejladserfaring, når de
samles. Fortsat god vind til Kontor Syd og besætning.
Rasmus Lumbye Mikkelsen
Comments